støvboldordenen

Støvboldordenen. Kæmpestøvbold (Lycoperdon giganteum).

.

Artikelstart

Støvboldordenen, Lycoperdales, gruppe af bugsvampe. Hos støvbold, slægten Lycoperdon, åbnes det modne frugtlegeme med en pore i toppen. Ud gennem denne pustes sporerne, når regndråber eller andet presser den pergamentagtige sporebeholder, peridiet, sammen. Når den mekaniske påvirkning ophører, retter peridiet sig ud til sin oprindelige form pga. elastiske, tykvæggede svampetråde, kapillitiet. Krystalstøvbold, Lycoperdon perlatum, er almindelig langs vejkanter.

Skællet støvbold, Calvatia utriformis, er almindelig på overdrev. Dens frugtlegeme har en steril basis og åbner sig uregelmæssigt i toppen. Det elastiske kapillitium slides efterhånden af, således at sporerne kan spredes. Tilsvarende spredning forekommer hos kæmpestøvbold, Langermannia gigantea, hvis frugtlegemer normalt er 15-30 cm brede, og hver danner 7000 mia. sporer.

Blygrå bovist, Bovista plumbea, mangler steril basis, og det ydre peridium falder ved modenhed af, samtidig med at der dannes en pore i toppen af inderperidiet; kapillitiet er stærkt grenet. Den er almindelig på overdrev.

Stjernebold, Geastrum, har et trelaget ydre peridium, der ved modenhed spaltes i spidse flige, der krænges tilbage. Herved eksponeres og hæves inderperidiet, som har en regelmæssig munding. Sporerne spredes på samme måde som hos støvbold.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig