Kunstigt farvet billede, der viser forskellige bestanddele af almindeligt husstøv. De lange tråde er syntetiske fibre eller hår fra fx katte. De flade stykker med savtakket kant er insektskæl. I øverste højre hjørne ses et gulfarvet pollenkorn, mens den grønne figur formentlig er en rest fra en plante eller et insekt.

.

Støv er en betegnelse for partikler, der kan svæve i kortere eller længere tid, og som let hvirvles op. Meget støv dannes ved langvarige processer. Det kan fx være forvitring af bjergarter og materiale fra mekanisk slid af belægninger og andre overflader, hvorfor støv ofte bruges som metafor for ælde (fx støvets år) og død.

Støv er en vigtig del af det snavs, som man ihærdigt forsøger at holde stangen ved rengøring. De såkaldte nullermænd, som bl.a.omfatter farveløse, afstødte hudceller, kan tage farve efter andre støvkilder; i områder med jernholdige jorder er støvet fx ofte rødligt, hvorimod det ofte er gråligt de fleste steder i Danmark.

Blomsters hanlige kønsceller, pollen, kaldes undertiden blomsterstøv, jf. støvblad (støvdrager), støvfang og støvveje. Også svampesporer kan benævnes støv, fx hos støvbold.

Luftforurening

Inden for luftforurening opdeles partikler i atmosfæren ofte i tre størrelsesfraktioner: ultrafine, fine og grove partikler (se artiklen: partikler: størrelse, form og sammensætning). Hertil kommer den meget grove fraktion, der er partikler over 10 µm, som normalt anses for mindre vigtige i forhold til helbredseffekter, da disse partikler er for store til at passere dybt ned i luftvejene.

Når man anvender betegnelsen støv, vil man i reglen have grove eller meget grove partikler i tankerne. En stor del af de meget grove partikler har naturlig oprindelse, fx fra havsprøjt eller ørkensand, men menneskelige aktiviteter bidrager også til disse partikler, fx ved industrielle processer eller afslidt materiale fra veje, dæk, motorer samt bremsebelægninger.

Luftforurening med partikler fra biludstødning (trafikforurening) er generelt fine og ultrafine partikler. Disse partikler kan dog vokse eller sætte sig på større partikler og dermed blive en del af den støv, man møder på gaden eller sågar i hjemmet.

Læse mere i Den Store Danske:

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig