Stængel. Principtegning af stænglen fra en ung, tokimbladet vedplante.

.

Stængel. Skudbygning hos hestekastanje og skovelm. På grene i vintertilstand ses bladar efter sidste års blade. Placering af blade og især sideknopper i bladhjørnerne er tydelig, ligesom det er relativt nemt at afgøre endeknoppens skæbne. Hestekastanje har både store endeknopper og mindre sideknopper, og skudbygningen er monopodial, da endeknoppen fortsætter hovedskuddets vækst ved løvspring. Hos skovelm ses kun sideknopper, idet endeknopperne er visnet væk. En sådan skudbygning er sympodial, og skudretningen ændres ved hvert års løvspring.

.

Stængel, hos karsporeplanter og frøplanter det organ, der forbinder de to andre organer, rod og blad (se også stængelplanter).

En vigtig funktion for stængler er stoftransporten rundt i planten via ledningsvævet. En anden er at bære blade, der er placeret, så de skygger mindst muligt for hinanden, og således at Solens lys kan udnyttes bedst muligt i alle bladene. Endnu en vigtig funktion er at bære blomster.

Ydre opbygning (morfologi)

Plantestænglen er oftest en langstrakt struktur. Nogle stængler har et afrundet tværsnitsareal med glat og jævnt omrids eller furer og ribber, mens andre er tydeligt kantede, fx firkantede hos læbe- og maskeblomstfamilierne. Undertiden er stængler vingede, dvs. forsynet med tynde udvækster på kanterne, der danner lange, tynde, nedløbende hinder på stænglerne.

De steder på stænglen, hvorfra bladene udgår, kaldes bladfæster eller nodier, og stykket mellem to nodier for internodie. I vintertilstand ses adskillige ar eller mærker efter blade på stænglens overflade, og man kan derfor få kendskab til bladenes placering både sommer og vinter; se også knop.

Almindeligvis er planter oprette ved egen hjælp, enten pga. de enkelte cellers saftspænding eller ved styrkevæv i det indre af stænglerne. Hos andre planter slynger stænglerne sig om nærtstående planter eller grene, og der kan skelnes mellem højreslyngende planter, fx gedeblad og humle, og venstreslyngende, fx silke og snerle. Endelig kan stængler klatre op vha. birødder, slyngtråde eller torne, som fasthæfter planten (se også klatreorganer).

Stængler kan være overjordiske eller underjordiske. De overjordiske kan danne udløbere, lange, tynde sideskud, der løber hen over jordoverfladen som hos fx jordbærplanter. Disse udløberstængler bærer små, skælformede blade, der kan være støtteblade for nye sideknopper, som kan vokse ud til helt nye planter. Udløberstængler er oftest nedliggende og krybende, men de vil få opstigende spidser, og på den måde hæves de endestillede blomster over jordniveau. En speciel kort form for stængler fører til dannelse af roset- og løgvækster.

Underjordiske stængler, jordstængler, kan vokse lodret eller vandret og være mere eller mindre opsvulmede pga. oplagsnæring. Vandret voksende jordstængler, rhizomer, kan være lange, tynde og bære mange små, skælformede, underjordiske blade og enkelte overjordiske, fotosyntetiserende blade som fx hos skovsyre og anemone. Rhizomer kan også være tykke som fx hos iris. Lodret voksende jordstængler er som regel overordentlig korte og tjener som udgangspunkt for birødder og blade, enten lavblade eller løvblade med yderst korte internodier. De betegnes underjordiske stængelknolde og forekommer fx hos krokus. Kartofler er ligeledes underjordiske stængelknolde, udløberknolde, der er anlagt for enden af lange, tynde, vandretliggende, underjordiske udløbere. Se også knold.

Indre opbygning (anatomi

Anatomisk er stænglen hos blomsterplanterne opbygget af overhuden, der ligger yderst og beskytter de underliggende væv; inderst findes stelen, som omfatter ledningsstrengene, der består af xylem (vedvæv) og phloem (sivæv). Imellem overhuden og stelen findes den primære bark, cortex. Styrkevævets placering og udformningen af cortex afspejler plantens livsform. Landplanters stængler har en vis stivhed, enten pga. saftspænding eller pga. styrkevæv, kollenkym, der ligger perifert i stænglen (i cortex), og sklerenkym, der findes længere inde i cortex og i forbindelse med ledningsvævet (i stelen). Bøjelige og trækstærke stængler hos vandplanter udvikler kun lidt styrkevæv, som ligger i midten af stænglen, i stelen.

De fleste stængler er grønne, fordi parenkymceller i cortex indeholder kloroplaster (grønkorn). Særlig mange kloroplaster findes i cortex hos stængelassimilanter, der mangler blade, hvorfor fotosyntesen kun kan foregå i stænglen. Hos stængelsukkulenter, bl.a. kaktus, er stænglen grøn, tyk og vandfyldt. Her sker både fotosyntese og vandoplagring i cellerne i cortex; der er næsten intet styrkevæv, fordi stænglen holdes oprejst ved saftspænding. Cortex i stængler af vand- og sumpplanter er især karakteriseret ved store luftkanaler.

Dannelsen af nye celler, der har betydning for længdevæksten, sker i et apikalt meristem i spidsen af stænglen, hvor også bladene anlægges. Strækningsvæksten foregår i internodiet. I bladhjørnerne anlægges knopper, der hver består af et apikalt meristem, der kan vokse ud som en sidegren. Nøgenfrøede træer og de fleste tokimbladede planter har tykkelsesvækst, der begynder med, at celler i ledningsstrengene mellem xylem og phloem og i marvstrålevævet mellem ledningsstrengene deler sig. Tilsammen udgør disse celler et meristem, det vaskulære kambium, som danner de sekundære ledningsvæv og marvstrålevæv. Se også stamme og strå.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig