Plantestænglen er oftest en langstrakt struktur. Nogle stængler har et afrundet tværsnitsareal med glat og jævnt omrids eller furer og ribber, mens andre er tydeligt kantede, fx firkantede hos læbe- og maskeblomstfamilierne. Undertiden er stængler vingede, dvs. forsynet med tynde udvækster på kanterne, der danner lange, tynde, nedløbende hinder på stænglerne.
De steder på stænglen, hvorfra bladene udgår, kaldes bladfæster eller nodier, og stykket mellem to nodier for internodie. I vintertilstand ses adskillige ar eller mærker efter blade på stænglens overflade, og man kan derfor få kendskab til bladenes placering både sommer og vinter; se også knop.
Almindeligvis er planter oprette ved egen hjælp, enten pga. de enkelte cellers saftspænding eller ved styrkevæv i det indre af stænglerne. Hos andre planter slynger stænglerne sig om nærtstående planter eller grene, og der kan skelnes mellem højreslyngende planter, fx gedeblad og humle, og venstreslyngende, fx silke og snerle. Endelig kan stængler klatre op vha. birødder, slyngtråde eller torne, som fasthæfter planten (se også klatreorganer).
Stængler kan være overjordiske eller underjordiske. De overjordiske kan danne udløbere, lange, tynde sideskud, der løber hen over jordoverfladen som hos fx jordbærplanter. Disse udløberstængler bærer små, skælformede blade, der kan være støtteblade for nye sideknopper, som kan vokse ud til helt nye planter. Udløberstængler er oftest nedliggende og krybende, men de vil få opstigende spidser, og på den måde hæves de endestillede blomster over jordniveau. En speciel kort form for stængler fører til dannelse af roset- og løgvækster.
Underjordiske stængler, jordstængler, kan vokse lodret eller vandret og være mere eller mindre opsvulmede pga. oplagsnæring. Vandret voksende jordstængler, rhizomer, kan være lange, tynde og bære mange små, skælformede, underjordiske blade og enkelte overjordiske, fotosyntetiserende blade som fx hos skovsyre og anemone. Rhizomer kan også være tykke som fx hos iris. Lodret voksende jordstængler er som regel overordentlig korte og tjener som udgangspunkt for birødder og blade, enten lavblade eller løvblade med yderst korte internodier. De betegnes underjordiske stængelknolde og forekommer fx hos krokus. Kartofler er ligeledes underjordiske stængelknolde, udløberknolde, der er anlagt for enden af lange, tynde, vandretliggende, underjordiske udløbere. Se også knold.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.