Squash.

.

Squash, ketsjerspil med to (single) eller fire (double) udøvere; spilles med en gummibold på en bane omgivet af fire vægge, der bruges aktivt i spillet.

Faktaboks

Etymologi
Ordet squash er engelsk, afledt af verbet squash 'mase, smadre', af oldfransk esquasser, af senlatin exquassare 'knuse'.

Banen består normalt af trægulv og lyse vægge; en eller flere vægge kan være opbygget af glas af hensyn til publikum. Banen markeres af 5 cm brede linjer, der ikke regnes med til banen, dvs. at bolden er ude, hvis linjen rammes.

Bolden fremstilles af gummimateriale og hopper først optimalt, efter at den er slået varm. Der findes fire typer med hhv. gul, hvid, rød og blå plet, som angiver springkraft; i konkurrencer benyttes gul, som er den blødeste og dermed langsomste.

Regler

En slagduel begynder med, at en af spillerne server fra en af serveboksene efter eget valg. Serveren skal have mindst én fod inde i serveboksen og spille bolden over servelinjen, direkte på frontvæggen; bolden skal lande på modstanderens banehalvdel bag kortlinjen. Spillerne kan enten tage bolden, efter at den har sprunget én gang, eller før den rammer gulvet (volleyslag).

Bolden skal holdes under out-linjen og over brættet. Den må ramme side- og bagvæggen, men skal ramme frontvæggen i en slagduel. Vindes bolden, skal der skiftes til modsatte serveboks.

Der gives kun point, når serveren vinder en slagduel. Den spiller, der først når 9 point, vinder et sæt. Ved stillingen 8-8 er det op til modtageren at beslutte, om sættet skal spilles til 9 eller 10 point. Der spilles bedst af fem sæt. Til tider anvendes en amerikansk pointgivning, hvor der gives point for hver vundet bold og spilles til 15 (eller 17).

Historie og organisation

Squash opstod omkring 1830 på privatskolen Harrow i England og blev grundlagt som egentlig sportsgren i 1860'erne. Spillet administreres internationalt af World Squash Federation (WSF, grdl. 1967) og European Squash Federation (ESF, grdl. 1973). Der er blevet afholdt VM siden 1967, EM siden 1973 og DM siden 1936. Storbritannien og Australien er blandt de førende nationer.

Squash kom til Danmark i 1936, da de første baner byggedes i København. I 1972 stiftedes Dansk Squash Rackets Forening (DSRF), i 1977 ændret til Dansk Squash Forbund (DSqF).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig