sprogtypologi

Sprogtypologi, videnskabsgren, der omfatter studiet af systematiske ligheder og forskelle mellem verdens sprog. Sprogene ordnes i typer uden hensyn til eventuelt genetisk slægtskab ud fra universelle lovmæssigheder, universalier, som gælder for alle menneskelige sprog.

Sprogtypologien går som videnskabsgren tilbage til brødrene Schlegel, men fik sin første klassiske udformning af W. von Humboldt, som i 1836 opstillede sprog i morfologisk bestemte typer, fx isolerende sprog som kinesisk over for flekterende sprog som de semitiske og de indoeuropæiske sprog.

Denne morfologisk baserede typologi fandt sin endelige udformning med A.F. Pott, som i 1849 inddelte sprog i fire typer: isolerende, fx kinesisk eller vietnamesisk, hvor hvert ord principielt svarer til ét morfem; agglutinerende, fx tyrkisk eller japansk, hvor grammatiske forhold udtrykkes ved endelser, der hæftes efter hinanden på en rod, og hvor hvert element svarer til ét morfem; flekterende, fx arabisk eller latin, hvor grammatiske forhold udtrykkes både ved ændringer i roden og ved endelser, ofte svarende til flere morfemer på en gang; polysyntetiske, fx grønlandsk, hvor roden modificeres af et komplekst sæt af endelser, således at sætninger får karakter af lange sammensatte ord. Denne typologi bygger på en kombination af analytisk og syntetisk struktur, hvor morfemer enten er selvstændige ord eller dele af ord, og hvor morfemerne kan være mere eller mindre sammensmeltet, jf. da. mænd.

En nyere sprogtypologi, ledstillingstypologien, som går tilbage til E. Sapir og først og fremmest er blevet formuleret af J. Greenberg i 1966, bygger på lovmæssigheder af typen: Hvis et sprog har et givet træk A, så har det også med stor sandsynlighed trækket B. Ud fra rækkefølgen af morfemerne og de primære sætningsled, subjekt (S), verbal (V) og objekt (O), kan sprog klassificeres i hovedtyperne SVO, SOV og VSO, og der kan opstilles en lang række overensstemmelser mellem ordstillingsmønstre og andre grammatiske fænomener.

Således er SVO-sprog bl.a. karakteriseret ved, at objektet står efter verbalet, og at afhængige led derfor generelt følger det styrende led, idet der bruges præpositioner, og adled til substantiver følger disse. I SOV-sprog derimod går objektet forud for verbalet, og i sådanne sprog er afhængige led foranstillede, idet der fx bruges postpositioner, og adled til substantiver står foran disse.

En tredje væsentlig typologisk dimension er sprogenes syntaktiske opbygning, hvor man kan skelne tre typer: I nominativ-akkusativ-sprog udtrykkes subjektet både i transitive og intransitive sætninger ved nominativ, mens objektet står i akkusativ; i ergative sprog står subjektet i ergativ i transitive sætninger, mens såvel objektet som den intransitive sætnings subjekt står i absolutiv; i inaktiv-aktiv-sprog bruges aktiv kasus om det handlende subjekt både i transitiv og intransitiv konstruktion, mens det inaktive subjekt og objektet står i inaktiv eller absolutiv.

Disse tre typologiske dimensioner kan være delvis sammenfaldende. Det er påfaldende, at mange ergative sprog er SOV-sprog og har agglutinerende morfologi, men omvendt er der dog ikke tale om, at SOV-sprog med agglutinerende morfologi også skulle være ergative. De prototypiske eksempler på SOV-sprog, tyrkisk og japansk, tilhører den nominativ-akkusative syntakstype. Alt i alt ser sammenhængen mellem SOV og agglutinerende morfologi ikke ud til at være tilfældig.

Sprogtypologien søger altså at fastlægge lovmæssigheder for sprog uanset genetisk slægtskab. Genetisk nærtbeslægtede sprog tilhører dog oftest samme type. Typologisk overensstemmelse mellem sprog kan således ofte forklares ved fælles oprindelse eller ved geografisk nærhed, altså genetisk eller arealtypologisk.

Se også lingvistik, morfologi, ord (typologi), sprog (klassifikation af sprog) og sprogforbund.

Sprogklassifikation kan bygge på morfologiske karakteristika, dvs. bøjning og orddannelse, eller på syntaktiske karakteristika, bl.a. ledstilling markeret ved placering af objekt (O) og verbal (V) i forhold til subjektet (S) som SVO, SOV eller VSO; i enkelte sprog findes også OSV, OVS og VOS. Klassifikationsformerne er her belyst med eksempler fra sprog, hvor indikatorerne er klare.
Morfologisk klassifikation
Eksempel Betydning
kinesisk
sprogtype: isolerende
indikator: ved kombination af substantiv og demonstrativ indsættes klassifikator, her substantivet bĕn 'rod, stamme'. zhè bĕn shū denne bog
denne bog
japansk
sprogtype: agglutinerende
indikator: suffikser tabe- -te- -simat- -ta blev færdig med at spise/spiste op
spise gerundium lægge væk fortid
arabisk
sprogtype: flekterende
indikator: udgangspunktet er roden f-'-l 'gøre'. Former dannes ved kombination af forskellige vokalmønstre med roden. fa'ala han gjorde/har gjort
punktuelt aspekt-gøre-3.sg.mask.
yaf'ala
lineært aspekt-gøre-3.sg.mask.
grønlandsk
sprogtype: polysyntetisk
indikator: danner en sætning panippassuaqarpoq han har mange døtre
panik- -passuaq- -qar poq
datter mange have indikativ, 3.sg
Ledstillingsklassifikation
Eksempel Betydning
fransk: SVO Jean a acheté un bœuf Jean har købt en okse
subjekt verbal objekt
la poule de la femme konens høne
kerneled efterstillet genitiv
pour l'homme til manden
præposition styrelse
tyrkisk: SOV Hasan öküzü aldı Hasan har købt en okse
subjekt objekt verbal
hadının çavuğu konens høne
foranstillet genitiv kerneled
adam için til manden
styrelse postposition
arabisk: VSO ḍaraba 'īsā mūsā Isa slog Musa
verbal subjekt objekt
apurina (Brasilien): OSV anana nota apa jeg tager en ananas
objekt subjekt verbal

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig