Sproglig opmærksomhed er mere eller mindre bevidst indsigt i sprog, især brugt om den sproglige fornemmelse og indsigt, som hos førskolebørn har vist sig at støtte læse- og staveudviklingen.

Faktaboks

Etymologi

efter engelsk linguistic awareness

Børn viser sproglig opmærksomhed, når de kan abstrahere fra ords og ytringers betydning og i stedet iagttager den sproglige form, fx særlig udtale eller lighed mellem ords begyndelseslyde.

Fra 3-4-årsalderen er det almindeligt, at børn sætter pris på og lærer sig rim, remser og sange, mens opmærksomheden på sprogets formside i børnehaveklassen kan udvikles igennem struktureret, legepræget arbejde med de enkelte talelyde.

Mødet med det skrevne sprog giver normalt anledning til øget sproglig opmærksomhed, ikke bare på lydlig struktur, men også på ords betydningselementer. Fx kan ordet bagagebærer opfattes som "bagagebæger", og børn kan sige "pasgetti" for spaghetti, men kan ændre opfattelse af ord allerede første gang, de ser dem på tryk. Udviklingen af sproglig opmærksomhed beror dels på kulturelle faktorer, fx sprogstruktur og digtning, dels på individuel variation, fx i kvaliteten af hele ords lyd i en persons ordforråd.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig