sportsdans

Sportsdans. Bjørn Bitsch og Ashli Williamson vandt VM i ti-dans i 2011.

.

Sportsdans. Anne-Margrethe og Hans Henrik Laxholm, der vandt guld i standarddans ved VM i 1980. Foto 1980.

.

Sportsdans. Emanuel Valeri og Tania Kehlet vandt VM i standarddans i 2011.

.

Sportsdans. Konkurrence i Tomsk, Rusland. Foto: 2011.

.

Sportsdans, dans dyrket som konkurrenceidræt. Sportsdans omfatter ti danse delt i kategorierne standarddans og latinamerikansk dans.

Standarddansene er: engelsk vals, tango, wienervals, slowfox og quickstep; de latinamerikanske danse: samba, cha-cha-cha, rumba, pasodoble og jive. I ti-dans-mesterskaber danses begge kategorier. Ved officielle turneringer danses først indledende runder, hvorefter de bedst placerede dansere går videre til kvartfinale og semifinale. De seks bedste par konkurrerer i den endelige finale, hvor fem til syv dommere placerer dem.

Historie og organisation

Den moderne konkurrencedans har sin oprindelse i Storbritannien, hvor ballroom dancing (selskabsdans) blev populær omkring år 1900, og i 1909 afholdtes det første verdensmesterskab i standarddans. De latinamerikanske danse blev derimod først anerkendt som turneringsdisciplin efter 2. Verdenskrig. Det første verdensmesterskab i ti-dans fandt sted i 1969, og siden 1973 har man ligeledes kunnet erhverve en VM-titel i formationsdans, hvor seks til otte par danser og former geometriske mønstre. Den internationale organisation, International DanceSport Federation (IDSF), blev stiftet i 1957. Storbritannien er stadig det toneangivende land, og hvert år strømmer dansere fra hele verden til International-turneringen i London og til byen Blackpools store turneringer.

Danske VM-guldmedaljer
1979 standard Hans Henrik og Anne-Margrethe Laxholm
1980 standard Hans Henrik og Anne-Margrethe Laxholm
1984 latinamerikansk Colin James og Lene Mikkelsen
1984 standard Glenn Weiss og Gillian Thickett
1985 standard Glenn Weiss og Gillian Thickett
1992 latinamerikansk Allan Thornsberg og Vibeke Toft
1994 standard Jens Werner og Charlotte Jørgensen
1997 latinamerikansk Holger Nietzke og Charlotte Egestrand
2010 ti-dans Bjørn Bitsch og Ashli Williamson
2011 standard Emanuel Valeri og Tania Kehlet
2011 ti-dans Bjørn Bitsch og Ashli Williamson
2012 ti-dans Bjørn Bitsch og Ashli Williamson
2013 standard Emanuel Valeri og Tania Kehlet
2013 ti-dans Bjørn Bitsch og Ashli Williamson

Odd Fellow Palæet i København dannede i 1933 rammen om det første Danmarksmesterskab i standarddans; det første DM i latinamerikansk dans blev afholdt i 1957.

Dansk sportsdans er organiseret i Danmarks Sportsdanserforbund (DS, stiftet i 1969), som er hovedorganisation for 41 sportsdanserklubber (2014). DS arrangerer årlig regionsturneringer, ranglisteturneringer, DM for klubhold a tre par samt i standarddans, latinamerikansk dans og ti-dans. DM i standard og latinamerikansk danses i syv aldersgrupper: børn 1 (8-10 år), børn 2 (10-12 år), junior 1 (12-14 år), junior 2 (14-16 år), ynglinge (16-19 år), voksne (over 19 år) og seniores (over 35 år). Danske sportsdansere har altid været iblandt verdenseliten, og adskillige par er blevet verdensmestre.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig