splatterfilm

Splatterfilm, ekstrem blodig undergenre af horrorfilm, karakteriseret ved spektakulære scener med udpenslet lemlæstelse af menneskekroppen, udført med fantasifuld brug af special effects.

Faktaboks

etymologi:
Betegnelsen splatterfilm efter engelsk splatter movies, 1. ord lydefterlignende.

Genren blev grundlagt som spekulation i blodige effekter, først set i Herschell Gordon Lewis' (1926-2016) Blood Feast (1963), og udviklede sig siden til en radikal arena for debuterende horrorfilminstruktører.

Væsentlige navne er amerikanerne George A. Romero (1940-2017), Wes Craven (1939-2015) og Sam Raimi (f. 1959), canadieren David Cronenberg samt italienerne Lucio Fulci (1927-96) og Dario Argento (f. 1940).

Narrativt og tematisk spænder genren vidt, fra Romeros trilogi Night of the Living Dead (1968), Dawn of the Dead (1979) og Day of the Dead (1985), hvis blodorgier kombinerer kødædende zombier med ætsende social kritik og dommedagsprofetier, til Peter Jacksons groteske sorte komedie Braindead (1992).

Se også horrorfilm.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig