spionage

Formålet med efterretningsvirksomhed i fredstid er at vurdere en modstander eller en potentiel modstander for i tilfælde af en konflikt korrekt at kunne analysere trusselsbilledet og ændringer i den daglige fredstidssituation, det såkaldte normalbillede. I krigstid handler det især om at få oplysninger om modstanderens militære styrke og hans industriapparats evne til at forsyne en krigsmaskine. Men i efterretningsvirksomhed indgår også vildledning og desinformation, der skal sløre de reelle hensigter og forvirre modparten. En vigtig del af den efterretningsmæssige indsats er desuden kontraspionagen, der har til formål at hindre eller hæmme andre i at rette spionage mod en selv. I de demokratiske lande er den egentlige efterretningstjeneste og kontraspionagen som regel adskilt og under politisk kontrol.

Indhentning af efterretninger om en modstander har til alle tider været af stor betydning. Ca. 500 f.Kr. skrev den kinesiske strateg og hærfører Sun Zi om vigtigheden af at bruge agenter og dobbeltagenter for at besejre modstanderen. Herskere og hærførere har da også gennem tiderne vidst, at det var vigtigt at vide mere om fjenden, end han vidste om en selv, og at det ligeledes var af betydning at forhindre fjenden i at få informationer om ens egne hensigter og styrkeforhold (kontraspionage). Spionage voksede for alvor frem i midten af 1800-t., da de store stående hære gjorde det nødvendigt for feltherrerne i marken at få så præcise oplysninger om modstanderen som muligt. Under 2. Verdenskrig voksede det moderne spionageapparat eksplosivt. En af de største vildledningsmanøvrer, der blev udført af efterretningsofficerer, var de allieredes over for Tyskland inden Invasionen i Normandiet i 1944. Det lykkedes for de allierede ved brug af falske radiomeddelelser, dobbeltagenter, opstilling af skyggehære mv. at få Hitler til at tro, at invasionen ville finde sted ved Calais og ikke i Normandiet.

Efter 2. Verdenskrigs afslutning erkendtes vigtigheden af at kende modpartens planer og vildlede ham til stadighed som en væsentlig del af nationernes beredskab på begge sider af Jerntæppet. Under hele den kolde krig brugte begge parter enorme resurser på at overvåge og undergrave modparten. Ofte under diplomatisk dække sendte Sovjetunionen og USA professionelle agenter til hhv. Washington og Moskva for at forsøge at hverve spioner blandt betroede medarbejdere i lokalbefolkningen. Den hvervede spion kunne have mange grunde til at forråde sit land. Det kunne være af ideologisk overbevisning, men ofte var det økonomiske interesser eller forskellige former for afpresning, der medførte, at spionen gik over til den anden side. Fra Danmark kendes fx den østtyske agent Jörg Meyer, der benyttede sig af en druknet vesttysk sømands papirer til at få et studieophold under falsk navn ved Københavns Universitet. Det var en klassisk spionageoperation som tusinder af andre før, under og efter den kolde krig. Meyer blev sendt ind i landet under falsk navn, han så talent hos en kvinde, som senere blev ansat i Udenrigsministeriet, forførte hende, hvervede hende, var hendes føringsofficer og sendte hendes oplysninger tilbage til Danmarks potentielle fjende, DDR. Meyer blev afsløret i 1978, idømt seks års fængsel og udvist i 1981.

Efter den kolde krig er spioner stadig en del af nationernes apparat. Gennem åbne såvel som lukkede kilder forsøger efterretningstjenesternes analytikere at vurdere normalbilledet. En af deres voksende opgaver er at overvåge international terrorisme, så aktioner kan forhindres. Desuden er der stadig militær teknologi, der er så klassificeret, at viden om den kun kan skaffes ad illegal vej — gennem spionage. Det er anerkendt, at spionage kan have en fredsbevarende funktion, i og med at spionerne ved deres aktiviteter kan medvirke til at afsløre modpartens sande hensigter.

I Danmark er det Politiets Efterretningstjeneste, PET, der står for kontraspionagen, altså forsøg på at forhindre anslag mod statens sikkerhed, eller at fremmede spioner eller danske statsborgere, der er hvervet af fremmede efterretningsvæsener, får adgang til rigets hemmeligheder. Det er så Forsvarets Efterretningstjeneste, FE, der står for indsamlingen og analysen af oplysninger om de nationer, der kunne udgøre en fare for Danmark, og som vurderer ændringer i normalbilledet. Ved forsvaret gennemføres der dog også kontraefterretningsvirksomhed.

Spionage og anden hjælp til fremmed efterretningsvæsen på dansk område, fx systematisk indsamling af ikke-hemmelige oplysninger, straffes efter Straffeloven §§ 107-109. Ikke kun militære, men også fx erhvervsmæssige hemmeligheder omfattes af reglerne. Diplomater, der spionerer, kan udvises, men pga. deres diplomatiske immunitet ikke straffes.