Spilledåse, mekanisk musikinstrument, i hvilket tænder på en kam knipses af en roterende valse eller metalplade med stifter, der drives af et urværk eller et håndsving. Spilledåser blev især fremstillet i Schweiz fra omkring 1800, ofte i miniatureformat, i smukke æsker eller indbygget i møbler, og de havde et populært repertoire. Instrumenter med plade, udbredt fra omkring 1900, kunne være i skabsfacon og indeholde flere melodier end instrumenterne med valse.