Spørgetid er en parlamentarisk kontrolfunktion, som i et vist omfang gør det muligt for medlemmer af parlamentet at kontrollere ministrene, der gennemfører lovgivningen.

Funktionen har sin oprindelse i Storbritannien, hvor praksis udviklede sig gennem 1800-tallet.

Spørgetid i Danmark

I Danmark blev spørgetid indført i 1947, således at spørgsmål (såkaldte § 20-spørgsmål) skulle stilles skriftligt til ministeren. Antallet af spørgsmål er steget voldsomt fra 200-300 om året i 1970'erne til op mod 6.000 om året i begyndelsen af 2000-tallet. Der kan gives såvel skriftlige som mundtlige svar, men over 90 % gives skriftligt. Mundtlige svar gives ugentlig.

Siden 1972 er spørgetiden blevet åbnet for debat på den måde, at ministeren og spørgeren i flere omgange har kunnet få ordet og ligeså andre medlemmer, ligesom der er lejlighed til at stille supplerende spørgsmål.

Uforberedte spørgsmål

I 1997 indførtes til supplement en ugentlig spørgetime for såkaldte uforberedte spørgsmål, hvis ordlyd ministeren altså ikke kender på forhånd. Under besvarelse af spørgsmål rejser ministrene sig fra deres pladser i folketingssalen og taler derfra. Også de folketingsmedlemmer, som ytrer sig, rejser sig fra deres plads og taler derfra.

Størst interesse knytter der sig muligvis til partiledernes mulighed for at afæske statsministeren svar på deres spørgsmål, som ofte er af mere generel karakter. Denne særlige spørgetime med statsministeren afholdes ca. hveranden tirsdag kl. 13. Det er dog således, at statsministeren kan afvise at svare på spørgsmål, som han eller hun af en eller anden grund ikke ønsker at svare på.

Ud over disse typer af spørgsmål kan der også i folketingsudvalgene stilles såvel mundtlige som skriftlige spørgsmål til ministrene. Mundtlige spørgsmål besvares i samråd, mens skriftlige svar stiles og sendes direkte til det pågældende udvalg.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig