Filippinsk spøgelsesabe (Carlito syrichta).
Filippinsk spøgelsesabe (Carlito syrichta). Af /Minden/Ritzau Scanpix. Begrænset anvendelse

spøgelsesaber

Spøgelsesabe
Vestlig spøgelsesabe (Cephalopachus bancanus) fra Borneo og Sumatra.
Spøgelsesabe
Af /Minden/Ritzau Scanpix.

Artikelstart

Spøgelsesaberne udgør en særlig infraorden inden for aberne (Haplorhini). Den omfatter en enkelt familie, Tarsiidae, med tre slægter: Tarsius med 11-12 arter samt Cephalopachus og Carlito med hver en enkelt art. Tidligere blev spøgelsesaberne henregnet til halvaberne (Strepsirhini), men nøjere anatomiske studier af bl.a. næse, ører og blodkredsløb viser, at de er nærmere beslægtet med aberne.

Faktaboks

Også kendt som

Tarsiiformes, tarsier

Alle spøgelsesaberne er små, langhalede aber med lange bagben, der er udformet som springben. De er kun 9-16 cm store med en halelængde på 14-28 cm og en vægt på 80-165 g. Hovedet er rundt med en kort, tør snude, ørerne er store og pergamentagtige, og øjnene er ekstremt store. Fingre og tæer er udstyret med negle; anden og tredje tå har dog klolignende negle, som bruges under pelsrensningen. Storetåen kan modstilles de øvrige tæer, mens det samme kun i begrænset omfang er tilfældet for tommelfingeren. Pelsen er blød og varierer i farve fra gråbrun til mørkebrun. Halen er nøgen bortset fra en spredt behåring på den yderste halvdel.

Spøgelsesaberne er udbredt i Indonesien og Filippinerne, hvor de hovedsagelig er knyttet til tæt regnskov, om end de også findes i lysninger og mangrovesumpe. De opholder sig fortrinsvis på de tynde stammer i skovens nedre lag og kan springe op til 5 m i vandret plan, hvor halen bruges som styrestang under springet. Spøgelsesaber er skumrings- og nataktive og orienterer sig først og fremmest vha. hørelsen og synet. De lever især af insekter, men kan også tage sovende småfugle og andre mindre hvirveldyr.

De er territoriale og afmærker deres territorium med duftsignaler. Hos nogle arter har hvert individ tilsyneladende sit eget territorium, mens territorierne hos i hvert fald én art forsvares af familiegrupper bestående af et par og deres hunlige afkom af flere kuld. Hunnerne er drægtige i op til et halvt år, hvilket er usædvanlig længe for så små aber. Der fødes en enkelt unge i hvert kuld, og i den første måned efter fødslen er den helt afhængig af moderen som transportmiddel.

Spøgelsesaber anses for truede pga. ødelæggelse af deres levesteder.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig