spætmejser

Spætmejse (Sitta europaea).

.

Artikelstart

Spætmejser er en familie med ca. 20 arter små spurvefugle (10-20 cm) i Asien, Europa, Nordafrika og Nordamerika. Ca. 15 andre spætmejse- eller træløberlignende arter i Australien, Ny Guinea, Filippinerne, Indien og Afrika har tidligere været placeret i spætmejsefamilien, men er nu skilt ud og henført til andre familier.

Faktaboks

Også kendt som

Sittidae

Spætmejser er klatrende fugle, som bevæger sig på træstammer eller klipper alene vha. fødderne, dvs. uden at støtte med halen, sådan som fx spætter og træløbere gør. Spætmejser færdes da også lige så gerne med hovedet nedad som opad. De har en kompakt krop, kort hale, stort hoved med lige, spidst næb og store fødder. Føden er insekter, edderkopper og – hos nordlige arter om vinteren – frø, som hamres ind i sprækker og åbnes med kraftige hak med næbbet. Mange spætmejser hamstrer føde. Reden bygges i et naturligt træhul eller en klippesprække, og ofte udfyldes revner med mudder, ligesom indgangshullet gøres mindre. Kuldet er på 6-10 æg.

Den videst udbredte art er den i Danmark forekommende spætmejse Sitta europaea, på 15 cm, der foruden i Europa findes i store dele af Asien. I Danmark er den almindelig mange steder, men mangler i store dele af Vestjylland og på mange øer, fordi den foretrækker gammel løvskov og desuden nødig flyver over vand.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig