Solriksen er det eneste medlem af familien Eurypygidae i ordenen Eurypygiformes. Dens nærmeste slægtning er kaguen (Rhynochetos jubatus) fra Ny Kaledonien.
Faktaboks
- Også kendt som
-
Eurypyga helias
Den er udbredt i tropisk Amerika fra det sydlige Mexico til Bolivia, hvor den lever i fugtig skov, ofte langs vandløb.
Den bliver 43-48 cm lang og minder i udseende om en lille hejre; modsat hejrerne holdes kroppen dog vandret. Farverne er brune og grå med et indviklet mønster af sorte striber og hvide pletter. Hvis fuglen føler sig truet, indtager den en karakteristisk positur med rejst hale og udbredte vinger. Herved eksponeres en stor, sort og kastanjebrun "øjeplet" omgivet af gult på hver vingeoverside.
Føden består af leddyr, frøer, firben og andre mindre dyr. Reden bygges af mudder og plantedele på en gren, og de 1-2 unger fodres i reden, til de er flyvefærdige.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.