solifuger

Solifuger, Solifugae, orden af arachnider (spindlere). Solifuger er ca. 1-7 cm; de kendes på deres kæmpemæssige knibtangsagtige klosakse (chelicerer) fortil og på nogle unikke, paddehatformede sanseorganer på fjerde benpar. Der kendes ca. 1000 arter fra tørre og varme områder i hele verden (dog ikke Australien og New Zealand), heraf seks arter i Sydeuropa.

Faktaboks

etymologi:
Ordet solifuger kommer af latin solifuga, salpuga, af usikker opr., vist omdannet efter solus 'alene' og puga, græsk pyge 'bagdel, ende'.

Solifuger er rovdyr, men er på trods af deres drabelige udseende ugiftige. Byttet gribes med de kraftige chelicerer og sønderrives eventuelt, før det fortæres. Føden er mest andre leddyr, men kan også være fx små firben og slanger. De fleste solifuger er nataktive og gemmer sig om dagen under sten eller i huler. Det er en gammel dyregruppe med fossiler, der kan dateres til Sen Karbon (ca. 285-320 mio. før nu). Nærmeste slægtninge er mosskorpionerne.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig