solenergi

Solenergi, almindeligvis om udnyttelse af Solens indstråling til energiformål. De fleste såkaldte vedvarende energiformer skyldes indirekte eller direkte solenergi. Vindkraft og vandkraft er således indirekte et resultat af meteorologiske fænomener fremkaldt af solindstrålingen. Al plantevækst og dermed energiudnyttelse af biomasse skyldes fotosyntese, hvor sollys omdanner atmosfærens kuldioxid til organiske forbindelser og ilt.

Solindstrålingen kan udnyttes direkte enten gennem termisk eller fotovoltaisk omdannelse. Strålingen udnyttes i solvarmeanlæg til produktion af varmt brugsvand, husopvarmning og i særlige tilfælde som tilskud i fjernvarmeanlæg. Varmepumper kan udnytte solopvarmningen af luften, vand eller de øvre jordlag til opvarmningsformål. Produktion af elektricitet via dampproduktion og dampturbiner har været demonstreret i solkraftværker, hvor Solens stråling fra et større område fokuseres med spejle mod en dampkedel. Der kan ved en sådan fokusering af sollyset opnås ekstremt høje temperaturer (op mod 3000 °C) i et begrænset volumen. Der er gjort forsøg med at udnytte denne høje temperatur til bl.a. spaltning af vand til brint og ilt med henblik på at anvende brinten som brændsel.

Fotovoltaisk omdannelse af solstrålingen skyldes den fotoelektriske effekt. Med udviklingen i anden halvdel af 1900-t. af halvlederteknologien er solceller blevet et realistisk alternativ til traditionel elproduktion til specielle formål, især i områder med stabil og kraftig solindstråling.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig