Soløje, Helianthemum, slægt i soløjefamilien med ca. 110 arter af dværg- eller småbuske med blomsterne siddende i klaselignende stande. De har fem bægerblade, hvoraf de to ydre er meget mindre end de tre indre, fem kronblade og et stort antal støvblade. Frugten er en kapsel. I Danmark vokser én art, Helianthemum nummularium, der deles i to underarter, filtet soløje (ssp. nummularium) og bakkesoløje (ssp. obscurum). Begge har gule kronblade og er ret sjældne; de træffes på tørre skrænter og overdrev.