sofia

Sofia, i antik filosofi et centralt filosofisk begreb, som fra og med førsokratikerne betegner en dyb indsigt i tilværelsens sammenhænge og opgaver: Vis er den, som erkender tingenes væsen og handler derefter. Ifølge Sokrates og Platon er den egentlige sofia guddommelig, men tændt af kærlighed til visdommen kan filosoffen i de ufuldkomne jordiske fænomener intuitivt skue de evige guddommelige idéer. I Filons religionsfilosofi fra 1. årh. e.Kr. forenes den sokratisk-platoniske tradition med jødisk skabelsesteologi.

Faktaboks

etymologi:
Ordet sofia kommer af græsk sophia 'visdom', af sophos 'vis'.

I den hellenistiske jødedoms miljø er sofia som Jahves visdom frembragt, før Verden blev til (Ordspr. 8,22 ff.; Siraks Bog 24,9), og den medvirker ved eller er vidne til skabelsen (Siraks Bog 1,9; Visdommens Bog 9,9). Sofia er kvindelig og præsenteres som hhv. værtinde, brud, hustru, søster og moder. Det er et åbent spørgsmål, om sofia som "Fru Visdom" skal opfattes som en guddommelig person (hypostase) eller som en poetisk metafor for en guddommelig egenskab.

I NT identificeres den historiske Jesus med inkarnationen af sofia, som blev korsfæstet til forargelse for både jøder og grækere (1.Kor. 1,18-25).

Den kristne læsning af GT i oldkirken lod sofia være metafor for Kristus eller Helligånden. Nag Hammadi-skrifterne bevidner sofiaopfattelserne inden for forskellige retninger af gnosticismen, hvor sofia bl.a. optræder som en kvindelig guddommelig skikkelse. I den senere kirkehistorie har visioner af sofia som en himmelsk kvindeskikkelse flere gange været udgangspunkt for en selvstændig teologisk lære om sofia (Hildegard af Bingen, Jakob Böhme, Vladimir Solovjov o.a.), idet sofia opfattes som bindeled mellem skaber og skabning.

I nutidig feministisk teologi er sofia blevet anvendt som et alternativt symbol på Gud.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig