Socialisme i ét land, sovjetisk politisk doktrin, lanceret af Stalin og teoretisk underbygget af Nikolaj Bukharin i midten af 1920'erne. Ifølge denne doktrin var det muligt at virkeliggøre socialismen i Sovjetunionen, selvom de forventede proletariske revolutioner i de højt industrialiserede kapitalistiske lande som fx Tyskland stadig udeblev. Hidtil havde bolsjevikkerne ment, at det sovjetiske eksperiments succes var betinget af en sideløbende verdensrevolution eller i det mindste en europæisk revolution. Men ved behændigt citatfusk søgte Stalin nu at vise, at doktrinen om socialismens opbygning i et enkelt land var i fuld overensstemmelse med Lenins oprindelige lære.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.