social ulighed

Social ulighed er forskelle i levevilkår og livschancer mellem individer og grupper. Gennem lighedsmålsætninger indkredses de forskelle, der signalerer social ulighed.

Der er ikke enighed om tre centrale lighedsspørgsmål: om social lighed skal tilstræbes, hvem der i så fald skal være lige, og hvad der skal være lige? I de nordiske velfærdsstater er det dog en grundopfattelse, at social ulighed skal bekæmpes. Hermed tænkes ikke på forskelle, der er udtryk for forskellige præferencer, ej heller forskelle, som er spredt tilfældigt i befolkningen, men derimod systematiske forskelle i leveforhold og livschancer mellem sociale klasser, de to køn, etniske grupper, alderskategorier, generationer og regioner.

Der er divergerende opfattelser af, om indsatsen mod social ulighed, fx i uddannelse, helbreds- eller beskæftigelsesforhold, skal sikre lige behandling (lige mange kroner til alle) eller tværtimod skal sigte mod lige resultat (flest kroner til de på forhånd mindst privilegerede).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig