social adfærd

Social adfærd, inden for biologi al adfærd fremkaldt af eller rettet mod artsfæller. Det kan være kommunikation vha. visuelle eller akustiske signaler med en bestemt meddelelsesfunktion. Det kan også være adfærden, som den kommer til udtryk i kamp om resurser eller placering i en social rangorden; altså aggressiv adfærd. Adfærd i forbindelse med forplantning såsom kurtisering, opretholdelse af par- og familiebånd samt yngelpleje er også egentlig social adfærd, og det samme er adfærd, som tjener til større gruppedannelser og de enkelte individers funktion i gruppen.

Den sociale adfærds mange udtryksformer er som regel stærkt ritualiseret gennem arternes udviklingshistorie. Det betyder, at de enkelte adfærdselementer med en bestemt meddelelsesfunktion udføres på en nærmest stereotyp og artskarakteristisk måde for at undgå misforståelser og for at sikre den rette reaktion hos modtageren. Mange sociale adfærdselementer har karakter af positurer eller andre adfærdsudtryk, der fungerer som signaler til modtageren. Fuglesang, rituelle signaler i kampsituationer, specielle adfærdsforløb i forbindelse med kurtisering og ungers tiggen efter føde er alle eksempler på ritualiseret social adfærd, der udføres på en karakteristisk måde og forstås af modtageren.

Social adfærd giver det enkelte individ fordele, men medfører også ulemper i kampen for overlevelse. Blandt fordelene tæller bedre adgang til føde, til forplantning, til hvilesteder og beskyttelse samt undgåelse af konkurrenter. Til de negative konsekvenser hører øget energiforbrug, større risiko for tiltrækning af rovdyr og risiko for epidemiske sygdomme, eksempelvis fremkaldt af parasitter.

Se også adfærd og sociobiologi.