Social- og sundhedsassistent, sosu-assistent, person, der varetager plejeopgaver i den kommunale hjemmepleje, på plejehjem, sygehuse og på institutioner for handicappede. Uddannelsen, der er oprettet i 1992, varer 1½ år og omfatter bl.a. medicinske fag, sygeplejefag, social- og samfundsfag samt pædagogiske og psykologiske fag. Adgangskrav til uddannelsen er enten uddannelse som social- og sundhedshjælper eller et års arbejdserfaring inden for området.