Snepryd, Chionodoxa, slægt med seks arter i aspargesfamilien, hjemmehørende i det østlige Middelhavsområde. Det er løgplanter, som blomstrer i det tidlige forår med oftest lyseblå blomster i tætte klaser. Flere arter dyrkes som forårsblomster, især arten snepryd (Chionodoxa forbesii, C. luciliae) med lyseblå, hvide eller lyserøde blomster, der stammer fra højbjerge i Vesttyrkiet.