Sneglebælg
Lucerne (Medicago sativa) dyrkes i Danmark som grøntafgrøde, men stigende temperaturer betyder, at man i fremtiden måske også kan dyrke den som frøafgrøde.
Sneglebælg
Af /Ritzau Scanpix.

Sneglebælg er en slægt af urter eller små buske i ærteblomstfamilien. Der kendes ca. 90 arter, som er naturligt udbredt i temperede og subtropiske dele af Europa og Asien som det nordlige og sydlige Afrika.

Faktaboks

Også kendt som

Medicago

De har trekoblede blade. Blomsterne har en typisk ærtekrone og sidder i stilkede klaser; bælgene er skruesnoede eller seglformede.

Blandt de mest almindelige danske arter er humlesneglebælg (Medicago lupulina) med gule blomster. Den er naturligt hjemmehørende og vokser på tørre, græsklædte bakker i kalkrige moræneområder; den har tidligere i nogen udstrækning været dyrket som grøntfoder.

Bedre kendt som kulturplante er lucerne (M. sativa), som har violette blomster. Dens naturlige udbredelse strækker sig fra Middelhavsområdet til det vestlige Sibirien og Iran, men blev omkring 2400 f.v.t. indført som foderplante til store dele af Syd- og Mellemeuropa. Det er en varmekrævende plante, og i Danmark dyrkes den derfor til staldfoder, og ensilage, da dens frøproduktion er for lav på danske breddegrader.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig