snedker

Snedker er en faglært håndværker, der udfører finere træarbejde.

Faktaboks

etymologi:

af oldnordisk snikka '(ud)skære, tilskære'

Snedkerfaget markerede sig i forhold til tømrerfaget især i byerne fra middelalderens slutning som et selvstændigt fag med fremstilling af inventar som døre, porte, vinduer og møbler. Specialværktøj var blandt andet høvle, save og den karakteristiske limpotte til brug ved limning af de mange trædele.

Københavns Snedkerlaug kan som det ældste dateres tilbage til 1554. I 1682 udstedte den enevældige kongemagt ensartede lavsartikler for alle lav, herunder også for snedkerne. Erhvervet gjorde tidlig en betydelig indsats for at højne det faglige niveau, og fra 1770'erne blev der for at bestå svendeprøven ikke blot krævet et svendestykke, men også tegning hertil. Det var da også Snedkernes Tegneforening fra 1837, der lagde spiren til de tekniske skoler.

Faget var blandt de første til at tage den moderne tids faglige organiseringsprincipper til sig, først med fagforeninger og siden mesterforeninger, blandt andet på initiativ af snedkermester og overretssagfører Kaspar Rostrup. Ved industrialiseringen omkring 1900 lykkedes det faget at fastholde det håndværksmæssige særpræg, der har givet dansk møbelsnedkerhåndværk ry for kvalitet også i nyere tid.

Nutidens snedkeruddannelse er erhvervsuddannelser af op til fire års varighed. Af specialer kan nævnes tømrer, bygningssnedker, maskinsnedker, møbelsnedker, modelsnedker, gulvlægger og trædrejer.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig