Snøvlen er en udtalevanskelighed, der skyldes forstyrrelse af den bløde ganes aflukning af forbindelsen mellem svælget og næsen.

Faktaboks

Også kendt som

rhinolalia

Hyppigst optræder snøvlen, når en næsesygdom, forkølelse eller næsesvælgsygdom medfører en aflukning af forbindelsen fra svælget til næsen, når den burde være åben; dette medfører en klangfattig tale (lukket snøvl) og problemer med at udtale nasalkonsonanter forståeligt. Hos børn optræder lukket snøvl hyppigst i forbindelse med næsesvælgpolypper.

Hvis næsepassagen er åben under omstændigheder, hvor den burde være lukket, kaldes tilstanden åbent snøvl. Dette kan skyldes ganespalte (se læbe-gane-spalte), eller at den bløde gane er for kort eller lammet. Åbent snøvl kan også skyldes en mere eller mindre bevidst vane, hvorved stemmen får en anden klang.

Behandling af snøvlen sker normalt i et samarbejde mellem øre-næse-hals-læger og logopæder.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig