smartcard

Smartcard. SIM-kort anvendes i mobiltelefoner og indeholder elektronisk lagrede oplysninger om brugerens identitet samt en række servicefunktioner. Kortet har (2000) normalt en hukommelseskapacitet på 16 eller 32 kilobyte.

Smartcard, (eng., 1. led smart 'hurtig, kvik'), smartkort, chipkort, plastickort på størrelse med et kreditkort med indbyggede aktive elektroniske komponenter. Et smartcard kan indeholde et elektronisk lager, hvor indholdet kan ændres ved overskrivning, når kortet anvendes i en maskine. Denne type kort, der fx bruges til telefonkort, kaldes også memorykort. Nogle kort indeholder desuden en mikroprocessor, der vha. et indbygget program kan reagere mere betinget og individuelt ved anvendelse i maskiner. Sådanne kort kaldes intelligente kort.

Begrebet smartcard stammer fra Frankrig, hvor en række banker og det franske postvæsen enedes om at gennemføre feltforsøg med smartcards i 1980. Der var knyttet stor interesse til projektet, da kortene både funktionelt og sikkerhedsmæssigt gav nye muligheder i forhold til tidligere kort med magnetstribe.

Fra 1990 blev det muligt at producere smartcards tilstrækkelig billigt til masseanvendelser. Netop på dette tidspunkt introduceredes det digitale mobile telefonisystem GSM. Kundens identitet og brugerprofil i GSM er indeholdt i et smartcard, der placeres i mobiltelefonen. Disse kort, der kaldes SIM-kort (eng. Subscriber Identity Module), blev det første eksempel på almen udbredelse af et intelligent kort. Med den tekniske udvikling bliver smartcards til stadighed billigere, og den mulige kapacitet øges. De benyttes derfor på stadig flere områder, fx som kreditkort og betalingskort samt til adgangskontrol.

I 2004 indførtes smartcardteknologien på alle Dankort under navnet chipdankort. Chippen indeholder en processor, der kan kryptere data, så uautoriseret kopiering af Dankort forhindres.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig