smågopler

Smågoplen Halitholus cirratus, som er kendt for at være en af de arter, der har bestande både i arktiske områder og i Østersøen. Den findes dog også i Bælthavet og Kattegat om sommeren. Hovedpopulationen findes i de kolde, dybe områder mellem Bornholm og den Finske Bugt. De viste eksemplarer er ca. 7 mm i diameter og fanget på 50 m vand i Bornholmerdybet i marts 2010.

.

Ungt eksemplar af smågoplen Leuckartiara octona, som er vidt udbredt i vore farvande, mest om efteråret. Den viste smågople er omkring 7 mm i diameter og fanget på 50 m vand i Bornholmerdybet i marts 2010.

.

Smågoplen Aequorea vitrina. Dens lange tentakler, som hænger ubevægeligt ned i vandet, venter på at et byttedyr skal støde ind i dem.

.

Smågople, Aequorea vitrina. Video-mikroskop observationer af den 3 til 6 cm diameter store meduses fødeoptagelse har vist, at den er meget dårlig til at fange vandlopper (copepoder). Til gengæld fanger og æder den med lethed andre mindre gopler, små vandmænd og ribbegopler.

.

I både sensommeren 2004 og 2005 var en ny art smågople, Aequorea vitrina, talrig i Limfjorden.

.

Hydromeduse. Tværsnit gennem klokken. Den ydre hudoverflade (epidermis) og den indre hudoverflade (gastrodermis) er adskilt af geléagtigt støttevæv (mesogloea). Et mundrør fører ind til maven, hvorfra der udgår radiærkanaler (kun skåret t.v.), som forenes i en ringkanal langs klokkeranden, og det er gennem disse kanaler, at fordøjelsesprodukterne fordeles. På indersiden af klokkeranden findes en ringbræmme (velum), og når musklerne i denne og i klokken trækkes sammen, driver den skabte jetstrøm medusen fremad. Efterfølgende genskabes klokkens form af det elastiske støttevæv.

.

Smågoplen Leuckartiara octona. Når randbræmmen, den tynde muskuløse fold ved klokkens rand, trækker sig sammen presses vandet, og medusen drives frem. Foto: Hans Ulrik Riisgård.

.

Smågoplen Leuckartiara octona. Langs klokkens rand ses randbræmmen, som er karakteristisk for smågoplerne. Fra midten af medusens underside udgår 'kneblen', som rummer maven, der via et system af radiærkanaler er forbundet med en kanal i kropsranden. Disse kanaler fungerer som tarm, og munden er tarmsystemets eneste åbning udadtil. Langs klokkekanten sidder 8 tentakler og en række lysfølsomme "øjne". Foto: Hans Ulrik Riisgård.

.

Smågoplen Leuckartiara octona.

.

Smågoplen Obelia sp. Klokken er flad. Den er meget almindelig i danske farvande.

.

Porpita porpita, som meget betegnende på engelsk kaldes 'blue button', er vidt udbredt i de varmere dele af de store oceaner. Goplen er en flydende koloni af hydropolypper, som overfladisk ligner en lille vandmand. Det viste eksemplar, som har en flad skive med en diameter på 3,5 cm, blev fanget drivende på havoverfladen i Stillehavet ud for Mexico den 19. maj 2014. Foto: Bo Thamdrup.

.

Smågopler, hydromeduser, klasse af polypdyr, som tæller ca. 2600 arter; de fleste er marine, mens enkelte lever i ferskvand. Smågopler er som andre polypdyr radiærsymmetriske (ofte firestrålesymmetriske) og som regel mindre end 3 cm i diameter. De er rovdyr, som fanger deres bytte vha. særlige, lammende nældeceller.

Livscyklus

Livscyklus hos hydroiden Obelia. Den fritsvømmende enten hanlige eller hunlige meduse gyder æg og sædceller direkte ud i vandet, hvor befrugtningen sker. Ægget udvikler sig til en aflang planulalarve, der slår sig ned på bunden og danner en lille polyp med tentakler, som efterhånden ved knopskydning danner en hydroidkoloni med ernæringsindivider (gastrozooider) og forplantningsindivider (gonozooider).

.

De kønsmodne smågoplers æg danner en planulalarve, som udvikler sig til en fastsiddende polyp (hydroide), der ved knopskydning danner nye gopler (hydromeduser).

Hos nogle arter er polyppen eller den fritsvømmende gople reduceret væk i livscyklen. De oceaniske trachymeduser, herunder den i danske farvande almindelige fingerbølgople, Aglantha digitale, har således en direkte udvikling fra æg over planulalarve til gople. Langt almindeligere er det, at goplerne sidder på polyppen, blot reduceret til knopper (gonoforer), hvori æg- eller sædceller udvikles.

Pga. polyppernes og goplernes forskelligartede udseende var det først i midten af 1800-tallet, man blev klar over, at de tilhører samme dyregruppe, blot som forskellige stadier i en livscyklus. Manglende kendskab til en lang række arters livscyklus har gjort, at man indtil for nylig klassificerede hydroiderne og meduserne hver for sig i to forskellige systemer med hver sit sæt navne.

Hovedgrupper

Smågoplen Tima bairdii, som forekommer i Skagerrak og lejlighedsvis i Kattegat og bælterne. Det viste eksemplar er fanget i Kerteminde havneindløb den 25. februar 2014, og har en klokkediameter på 5 cm.

.

Smågoplen Leuckartiara octona fanget i Storebælt 1. oktober 2013.

.

Smågoplen Leuckartiara octona er velkendt fra Kattegat og lejlighedsvis ned i bælterne, særligt om efteråret. Medusen er lidt højere end bred med en karakteristisk gelémasse øverst i klokken. Det viste individ er 6 mm høj. Foto: Hans Ulrik Riisgård.

.

Smågoplen Aequorea vitrina. Billedet viser, hvordan en lille vandmand er ved at blive slugt for til sidst at komme ind i rov-goplens gennemsigtige mave.

.

I. Ferskvandsmeduserne, Limnomedusae, er en lille orden, hvis arter lever i både salt-, brak- og ferskvand. Ferskvandsarten Craspedacusta sowerbyi optræder sporadisk overalt i verden og er bl.a. fundet i Lyngby Sø ved København.

II. Arterne af ordenen Leptomedusae (Thecata) er alle marine. Hydroiderne danner kolonier, hvis stilke er dækket af et kitinagtigt rør, der fortsætter som en beskyttende kop om de enkelte polypper. Meduserne er urglasformede med radiære kanaler, som leder ud til en ringkanal langs skivens rand. Kønsorganerne (gonaderne) dannes langs radiærkanalerne. På klokkeranden mellem tentaklerne sidder ligevægtsorganer (statocyster) og lysfølsomme celler (ocelli).

På lavt vand i det nordatlantiske område danner klokkepolypperne, slægten Laomedea (Obelia), kolonier på muslingeskaller og tangplanter. Nogle arter har få mm store, frie meduser, mens andre har fastsiddende forplantningsindivider (gonoforer). Smågoplen Leuckartiara octona er velkendt fra Kattegat og lejlighedsvis ned i bælterne, særlig om efteråret. Mindre kendt er den store meduse Tima bairdii, hvis diameter er op til 6,5 cm, og som forekommer i Skagerrak og tilgrænsende Nordsø, hvorfra den af og til føres ind i Kattegat og bælterne. På større dybder kan de høje fjerpolypper, Plumularia, og den stærkt grenede sømos, Sertularia cupressina, danne tætte bevoksninger.

III. Ordenen Anthomedusae (Athecata) er overvejende marin med enkelte arter i ferskvand. Polypperne sidder frit, men stilken er oftest omgivet af et kitinagtigt rør. Deres størrelse varierer meget fra art til art; den største enkeltpolyp, Branchiocerianthus imperator fra Stillehavet, kan blive 2 m lang. Meduserne er klokkeformede og mangler ligevægtsorganer, og kønsorganerne dannes på mavevæggen. En almindelig art i danske farvande er køllepolyppen, Clava squamata, hvis 5-10 mm store, lyserøde, ugrenede kolonier sidder på skulpetang på lavt vand.Sarsia tubulosaoptræder ofte i store mængder om foråret.

De omkring 1 cm lange ferskvandspolypper Hydra sidder hver for sig på vandplanter m.m. Medusestadiet er helt bortreduceret, så kønsorganerne dannes direkte på polyppens kropsvæg.

Den oceaniske bidevindsejler, Velella, og den nærtbeslægtede Porpita udgør en egen familie af flydende hydroidekolonier, som af nogle forskere betragtes som enkeltindivider.

IV. Blæregoplerne, ordenen Siphonophora, er marine, fritsvømmende kolonier. Den bedst kendte blæregople er den portugisiske orlogsmand, Physalia physalis.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig