Slutning, inden for logik udledning af et udsagn ud fra et eller flere andre udsagn. At foretage en slutning er således det samme som at argumentere, hvor det, der sluttes til, er argumentets konklusion, mens det, der sluttes fra, er dets præmisser.

Der skelnes mellem forskellige typer af slutninger. En deduktiv slutning er et argument, hvis konklusion med logisk nødvendighed følger af præmisserne (se deduktion). Ved en induktiv slutning sluttes der fra, at et endeligt antal fænomener af en given type hver har en bestemt egenskab, til, at alle fænomener af den pågældende slags besidder denne egenskab. Denne slutning er ikke logisk tvingende (se induktion). Til mere specielle slutningstyper hører analogislutningen, ved hvilken der sluttes fra, at der på visse punkter er lighed mellem to ting, til, at disse ting også i andre henseender er lig hinanden. Heller ikke denne slutning er logisk tvingende (se analogi). Se også fejlslutning.

Læs mere i Den Store Danske

udsagnslogik

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig