Slovakisk, slavisk sprog, der sammen med tjekkisk udgør den tjekkoslovakiske gruppe af de vestslaviske sprog. Slovakisk, som er officielt sprog i Slovakiet og modersmål for ca. 85% af de 5,4 mio. indbyggere, tales også flere steder i det østlige Tjekkiet, Polen, Ungarn, Rumænien og Serbien. De lokale dialekter, der er indbyrdes forskellige på flere punkter, grupperes i vest-, central- og østslovakisk.

Slovakisk har i historiens løb været under stærk indflydelse af det nærtbeslægtede tjekkisk og bl.a. overtaget den tjekkiske variant af det latinske alfabet med få modifikationer. De ældste slovakiske tekster, fx Žilinská kniha 'byen Žilinas bog', er fra anden halvdel af 1400-t. Først hen mod 1600 skilte slovakisk sig klart ud som et selvstændigt sprog. Et fælles slovakisk skriftsprog med en retskrivning, der ligger endnu tættere på det talte sprog end den tjekkiske, blev skabt i 1840'erne af den protestantiske filolog L'udovít Štúr på basis af middelklassens centralslovakiske dialekter. Fra 1867 til Tjekkoslovakiets oprettelse i 1918, dvs. den sidste periode, hvor det slovakiske område var en del af Østrig-Ungarn, var slovakisk forbudt, og i officielle sammenhænge anvendtes ungarsk.

Som et ret sent udviklet kultursprog har slovakisk bevaret en stor del af det fællesslaviske ordforråd, men også optaget låneord fra bl.a. tjekkisk, tysk, polsk og engelsk.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig