Slaglemølle, mølletype, der bruges til grov formaling, fortrinsvis til foderstofindustrien (korn) samt fx til plast eller affald. Slaglemøllen består af et cylindrisk hus med riflede vægge og en centralt monteret, motordreven aksel. På akslen er monteret bevægelige slagler, fx kæder af hårdt metal, som under drift holdes udspændt pga. centrifugalkraften. Huset har et perifert indløb for det gods, der skal formales. Ved passage gennem huset slår slaglerne godset i stykker mod husets vægge, hvorefter det i formalet tilstand passerer gennem et sold, der sikrer, at partikelstørrelsen ikke overstiger en øvre grænse. Se også mølleri.