Sløring, militært udtryk for camouflage. Sløring bruges om enhver foranstaltning, der foretages for at udviske form, genskin, farve og skygge fra og på personer eller genstande for at få dem til at falde sammen med baggrunden. Sløring anvendes i videst mulig udstrækning sammen med skjul og vildledning for at undgå, at egne styrker bliver opdaget af fjenden, og for at give et forkert indtryk af egne styrker og derved få fjenden til at træffe forkerte beslutninger. Traditionelt forsøger man at sløre, skjule eller fordreje form, genskin, farve, skygge, bevægelse, spor, lyd og lugt. Moderne sensorer som radar og laser opfanger reflekser, mens fjerninfrarødt udstyr opfanger varmeudstråling. Sløring sker derfor fx ved at bygge materiel med store, plane flader og uden kanter som Stealth-flyet (se stealth-teknologi) og ved at afskærme varme dele som udstødningen på en kampvogn.