Skyer. 1 Altocumulus i varianten lammeskyer. 2 Stratocumulus i rækker (skygader) med solnedgang. 3 Advektionståge over San Francisco Bay. 4 Cirrus i en fjerformet variant trækker op over himlen. 5 Cirrostratus med en halo om Solen. 6 Nimbostratus med regn; optræder gerne ved varmfronter og giver langvarig nedbør. 7 Øverst cirrocumulus og nærmest jorden smuktvejrscumulus. 8 Cumulonimbus med ambolt. Torden, regn-, hagl- og snebyger hører til denne vejrets voldsomste sky.
Skyer er synlige formationer på himlen, som består af små vanddråber og/eller iskrystaller. Skyer dannes i den frie atmosfære som et resultat af kondensation af vanddamp. Tåge adskiller sig kun fra skyer ved at ligge lavt, i kontakt med jordoverfladen. Skyernes udseende, størrelse og udbredelse er i hovedsagen bestemt af temperatur- og stabilitetsforhold, luftfugtigheden og vinden.
hydrometeorer
Skyer dannes, når luften mættes med vanddamp (100 procent relativ fugtighed). Det kan ske ved afkøling, tilførsel af vanddamp, blanding af luft med forskellig temperatur eller en kombination af disse. Vanddampen fortættes på mikroskopiske og oftest hygroskopiske (fugtsugende) kondensations- eller frysekerner, der altid er til stede i rigelig mængde; det er fx saltpartikler fra havvand. Ved temperaturer over frysepunktet fortættes mættet vanddamp til dråber; mellem 0 ° og ca. −5 °C er dråberne underafkølede. Ved lavere temperaturer dannes der dels underafkølede dråber, dels iskrystaller, mens der i luft koldere end ca. −15 °C hovedsagelig dannes iskrystaller. Underafkølede dråber kan dog dannes helt ned til −40 °C. Skydråber og iskrystaller har en størrelse på ca. 2/100 mm og yder i forhold til deres vægt en så stor luftmodstand, at de ikke falder til jorden. Ved pålejring inde i skyen kan de vokse sig 10 eller 100 gange større og bliver da til nedbør.
Skyer findes i talrige varianter, som inddeles i ti skyklasser fordelt på fire hovedgrupper efter deres højde i atmosfæren og deres nedbørsproduktion. Nimbo- indgår i navne på nedbørsskyer, cirrus- eller cirro- hører til skyer højt oppe og består altid af iskrystaller, og alto- hører til de mellemste lag, hvor skyerne mest består af vanddråber. Skyerne nær ved jorden består oftest af vanddråber og har ingen særlige delnavne.
En anden inddeling går på skyernes dannelse: konvektive og stratiforme skyer. Konvektive skyer dannes, når luft, der er varmere og dermed lettere end den omgivende atmosfære, stiger til vejrs. Atmosfæren er instabil, og processen kaldes fri konvektion. Mængden af vanddamp i den opstigende luft forbliver den samme, mens temperaturen aftager adiabatisk. Når luften under afkølingen når sit dugpunkt, fører kondensation af vanddamp til dannelse af dråber/iskrystaller, og skyen får her sin underkant. Toppen af skyen eller skysystemet findes, hvor konvektionen stopper. Alle kumulusskyer er konvektive.
Stratiforme skyer dannes ved tvungen opstigning, fx op ad et bjerg (se stigningsregn og føn). Også her sker der en adiabatisk afkøling. En tilsvarende opglidning af en luftmasse over en anden (koldere) ses ved varmfronternes store skyformationer. Alle strato- og stratusskyer er stratiforme. Tjavser af stratiforme skyer kaldes stratus og dannes, når tåge letter eller nedbør mætter luften med vanddamp.
Hvis tilførslen af vanddamp sker ved fordampning fra søer eller floder mv., kan der dannes tåge, sørøg og mosekonens bryg. Tilsvarende kan vanddamp fra jetflys udstødning danne kondensstriber.
Støvskyer og askeskyer (fra vulkaner) samt jord- og sandfygning er ikke skyer, men aerosoler. De er dog en del af vejret og kan medvirke i de processer, der fører til dannelse af rigtige skyer.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.