skydebomuld

Skydebomuld, cellulosenitrat (nitrocellulose) med omkring 13,4 % nitrogenindhold fremstillet ved næsten fuldstændig nitrering af bomuld eller træcellulose. Skydebomuld udgør sammen med cellulosenitratprodukter med lavere nitrogenindhold hovedbestanddelen i de forskellige former for røgsvagt krudt, der til brug som drivmiddel i håndskydevåben og artilleri helt har fortrængt det traditionelt benyttede sortkrudt. Skydebomuld undergår en langsom kemisk nedbrydning under frigivelse af nitrogenoxider, og hvis disse ikke bindes kemisk, vil de katalysere yderligere nedbrydning. For at forebygge dette og dermed opnå den nødvendige holdbarhed under oplagring tilsættes stabilisatorer, fx difenylamin.

Skydebomuld blev opfundet og navngivet i 1846 af den tyske kemiker C.F. Schönbein. I de første år skete mange eksplosionsulykker ved håndtering af skydebomuld, og sikkerheden blev først tilfredsstillende, efter at den engelske kemiker F. Abel i 1865 havde opfundet en metode til fremstilling af skydebomuld uden væsentlige urenheder.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig