Skulderledskred, luxatio humeroscapularis, skred, som opstår, når ledhovedet på overarmsknoglen går ud af kontakt med den lille ledskål på skulderbladet. Ledhovedet skrider oftest fortil. Ledskredet opstår efter fald, hvor personen tager for sig med hånden eller falder direkte på skulderen. Der vil være smerter, og armen kan ikke bevæges. Den naturlige skulderrunding er forsvundet, og skulderkonturen kan minde om en epaulet ("epauletskulder"). Som regel skal den skadede have hjælp for at få sat skulderen på plads, evt. under en bedøvelse. Afhængigt af hvor voldsom skaden har været, heler den ødelagte ledkapsel som regel ved aflastning af armen i en slynge 2-3 uger efterfulgt af øvelser.

Især hos yngre er der en tilbøjelighed til, at skulderen uden større påvirkning igen går helt eller delvis af led. I sådanne tilfælde kan det blive nødvendigt at foretage en operation for at gøre skulderen stabil. Ved en åben operation opstrammes skulderleddets kapsel, som pga. skaden er blevet udrevet og slap. Siden midten af 1980'erne har man i stigende grad udført disse operationer ved hjælp af kikkertkirurgi (se artroskopi).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig