skrædder

Skrædder. På dette fotografi fra København i begyndelsen af 1900-t. foregår arbejdet endnu delvis i den traditionelle skrædderstilling, dvs. siddende på bordet med korslagte ben og iført hvid skjorte og vest; der er dog også kommet et par symaskiner til. De blev almindeligvis brugt til det ensformige arbejde med sømning, så stoffet ikke skred. En ordentlig habit var naturligvis håndsyet. Opslaget bag i lokalet henstiller, at man af Sundheds- og Renlighedshensyn ikke spytter på gulvet.

.

Skrædder er en håndværker, der tilskærer stof og syr herre- og dametøj. Skrædderne, der tidligst er omtalt i 1300-tallet, var næst efter skomagerne de talrigeste håndværkere i danske byer.

Deres redskaber omfattede blandt andet saks, nåle, prene og pressejern. Materialerne var tekstiler af forskellig art, der kunne forsynes med besætning og broderi, fremstillet af perlestikkere, possementmagere samt modehandlere. Skrædderprodukter nævnt i regnskaber er blandt andet kravekåber, over- og underkjortler, mandshoser, kapper og trøjer. Af de generelle lavsartikler fra 1682 fremgår, at mesterstykket da var en "afridsning", det vil sige en tilskæring, af en mands- og en kvindeklædning.

Skrædderfaget var et af de få, der i henhold til den københavnske reces fra 1537 var tilladt på landet, nemlig for skræddere, som syede vadmel, bøndernes simple hjemmevævede klæde. Mens skrædderne i byerne arbejdede hjemme eller havde værksted, måtte skrædderne på landet vandre rundt fra gård til gård. Da konkurrencen i faget var hård, tilhørte skrædderne gruppen af økonomisk dårligt stillede håndværkere. Det stillesiddende arbejde tiltrak også fysisk svagere personer, og fagets anseelse var ikke altid særlig høj. Alligevel var der plads til en vis social opdeling. Mest betydningsfulde var mestrene, der tilskar tøjet, især uniformsskræddere og hofleverandører, og finest var det at være "sortsvend", det vil sige at sy kjole, jf. en senere tids kjole og hvidt. Derefter fulgte frakkesvende, jakkesvende og buksesvende.

Med industrialiseringen, understøttet af den fra ca. 1860 stadig mere udbredte symaskine, ændredes skrædderfaget fra håndværks- til industrifag, og konfektionsfabrikker og systuer overtog størstedelen af tøjproduktionen til det brede publikum.

Der kendes i alt mere end 40 skrædderlav, hvoraf det ældste i Ribe går tilbage til 1349. Oprindelig dannede skrædderne lav med overskærerne, der jævnede luven på klæde, men forbindelsen ophørte ca. 1550.

Nutidens skrædderuddannelse er fra 1991 et speciale inden for den normalt tre år og ni måneder lange erhvervsuddannelse til beklædningshåndværker. Uddannelsen omfatter tillige specialerne buntmager, modist og modelsyer.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig