Svovldioxid og kvælstof kan skade træer dels direkte ved afsætning på bladene, hvilket bl.a. nedsætter fotosyntesen og øger transpirationen, dels indirekte i form af sur nedbør, der forsurer jordbunden, så næringsstoffer udvaskes og i visse tilfælde frigør giftige metaller, fx aluminium (se forsuring). Ozon, der er en stærk plantegift, optræder periodevis i skadelige koncentrationer i luften (se fotokemisk luftforurening). Luftforurening med kvælstofforbindelser kan også skade træer, selvom kvælstof er et plantenæringsstof. For store mængder kvælstof giver ubalance i jordens næringsstofpulje og skader træernes samspil med mykorrhiza-svampe.
Skovdød er dog sjældent resultatet af en enkelt påvirkning, men opstår ofte som følge af et kompliceret samspil mellem en række forskellige stressfaktorer, som i sidste ende sætter bevoksningens sundhed og stabilitet over styr. Man skelner mellem disponerende, udløsende og ledsagende stressfaktorer. Forkert behandling af bevoksningen eller dyrkning af træarter, der ikke er tilpasset den pågældende lokalitet, kan være eksempler på disponerende stressfaktorer. Klimaekstremer, fx frost, tørke og storm, primære skadevoldere, fx insekter og svampe, og luftforureningsekstremer, svovldioxid, kvælstof, ozon, salt mv., kan være eksempler på udløsende stressfaktorer. Sekundære skadevoldere, fx barkbiller og rådsvampe, der angriber allerede svækkede træer, er eksempler på ledsagende faktorer.
Langsigtede klimaændringer, naturlige såvel som menneskeskabte, udgør et særligt problem i relation til skovbrug grundet på træproduktionens lange tidshorisont; hvis klimaet ændres ud over de dyrkede træarters tilpasningsevne, kan klimaændringen virke som en disponerende stressfaktor.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.