Skotsk-engelsk er en fællesbetegnelse for de to hovedvarianter af engelsk i Skotland.

Den ene, scots, der er baseret på engelske dialekter fra det sydlige Skotland, blev som nationalsprog fra 1400-tallet indtil Reformationen anvendt i både retsvæsen og litteratur, og mange træk af scots er bevaret i de nuværende syd- og østskotske dialekter. Scots er stadig et symbol på skotsk nationalisme og uafhængighed af England, jf. oversættelsen af Det Nye Testament til scots i 1983. Den anden hovedvariant, skotsk standardengelsk, der gradvis har fortrængt scots, består af standard-britisk-engelsk tilsat lokale træk, især en udtale påvirket af scots. I det oprindelig gælisksprogede højland, hvor engelsk blev indført i skolerne fra midten af 1700-tallet, tales denne variant i alle sociale lag.

Scots adskiller sig i udtale fra standard-britisk-engelsk bl.a. ved fravær af læberunding i ord som gae 'gå' og stane 'sten' over for engelsk go og stone. Mange ordbøjninger bruger de almindelige endelser, fx datid -(e)d over for uregelmæssige former i standard-britisk-engelsk, jf. scots gae, gaed 'gå, gik' over for eng. go, went. Også nægtelsen -na i sammentrækninger, jf. eng. -n't, er karakteristisk, fx I dinna ken 'det ved jeg ikke', jf. engelsk I don't know. I ordforrådet er gamle engelske former blandet med lån fra gælisk, fransk og skandinavisk, fx ken beslægtet med 'kende', bairn 'barn' og kirk 'kirke'.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig