skjaldedigtning

Skjaldedigtning har været dyrket som mundtlig genre i århundreder, før man begyndte at nedskrive den; den ældre skjaldedigtning er hovedsagelig overleveret som enkeltstrofer i prosaværker fra 1100-1200-tallet og senere. Rekonstruktionen af større digte er derfor ofte usikker, og "ægtheden" af de enkelte strofer er et stadigt problem.

Bortset fra enkelte runeindskrifter fra ca. 1000, mærkelig nok fra østnordisk område (Karlevi-stenen, Sigtuna-dåsen), er der ikke bevaret nedskrifter af skjaldedigte tidligere end omkring 1200, men genren er utvivlsomt langt ældre; den ældste bevarede skjaldedigtning går ifølge traditionen tilbage til 800-tallets første halvdel.

Selvom de komplicerede versemål beskytter mod forvanskning, er det ikke sandsynligt, at flere hundrede års mundtlig overlevering har efterladt digtningen fuldstændig intakt, hvad der i øvrigt bekræftes af forekomsten af overleveringsdubletter.

Digterevnen ansås i hedensk tid for en gave fra Odin (se skjaldemjød), og langt op i kristen tid har man tillagt de såkaldte nidstrofer magisk kraft. Niddigtning var så frygtet, at der ligefrem var lovbestemmelser mod den i norske og islandske love.

Den del af skjaldedigtningen, der taler mest til en nutidig bevidsthed, er nok de lyriske enkeltstrofer (lausavísur), hvor skjalden giver et fortættet udtryk for sine personlige stemninger og følelser i aktuelle situationer; foruden naturligvis om kamp digtes der om kærlighed, sejlads, næstens fejl og mangler og meget andet.

Af de større digte (som kaldes drápa, når de er forsynet med stef, en slags omkvæd med faste mellemrum) er de fleste hyldestdigte til fyrster og andre stormænd; indholdet af disse digte er oftest ganske stereotypt, fx variationer over "fyrsten gav ravnene føde" o.l.; kunsten ligger i at variere udtrykket på en måde, der er original inden for de vedtagne kategorier.

Hyldestdigte til fyrster udløste ofte rige gaver og varig tilknytning til fyrstens hird. De ældste hirdskjalde, man har kendskab til, var norske, men snart blev denne funktion en islandsk specialitet; foruden norske fyrster besynges lejlighedsvis også danske, svenske og engelske, således skal otte islandske skjalde have digtet om Knud 2. den Store.

Hen imod 1200 begyndte fyrstedigtningen at vige pladsen for nye genrer; dels overtog kongesagaen den opgave at fastholde fyrstens bedrifter i den kollektive erindring, dels vandt forskellige former for udenlandsk underholdning, jonglører m.m., indpas ved hofferne.

Sprogudviklingen gjorde det desuden stadig vanskeligere for fremmede fyrster at værdsætte den islandske skjaldekunst. Denne situation gøres der grin med i en kortfortælling (tot) om islændingen Sneglu-Halli, der kommer til Harold Godwinsons (d. 1066) hof i England og fremfører et hyldestdigt til ham, som i virkeligheden er det rene sludder, hvorefter han skynder sig væk med sin belønning.

Valdemar Sejr er den sidste danske konge, der blev opvartet med islandske skjaldedigte, bl.a. af Snorri Sturlusons brodersøn, Óláfr Þórðarson hvítaskáld (d. 1259); digtene er ikke bevaret. Ved samme tid skrev Snorri sin poetik (Snorres Edda), som er henvendt til unge skjalde, der ønsker at lære det poetiske sprog og udvide deres ordforråd med de gamle omskrivninger. Formålet med lærebogen var at bevare den gamle skjaldekunst fra degeneration og glemsel, et projekt, som til dels lykkedes.

På Island blev der digtet i skjaldeversemål gennem hele middelalderen; fra perioden ca. 1200-ca. 1500 findes både religiøs digtning (helgendigte) og lyriske strofer i dróttkvætt og andre skjaldeversemål; kendtest er nok det monumentale Maria-digt Lilja af en vis broder Eysteinn (d. 1361). Skjaldesprogets kenninger og heiti lever videre helt op til vor tid som en del af rímurnes formsprog.

Island er det sted, hvor det gamle skjaldesprog holdt skansen længst; men også i Norge var det forbavsende sejlivet. I Bergen er der fundet runeindskrifter, der viser, at endnu hen imod 1300 var der nordmænd, som beherskede skjaldeversemålenes finesser — nogenlunde samtidig med at man ved hoffet i samme by oversatte Eufemiaviserne til primitive svenske knittelvers.

I det norrøne jarledømme Orkneyøerne havde skjaldedigtningen en rig blomstring i 1100-1200-tallet med selve jarlen, Rǫgnvaldr kali (d. 1158), og biskoppen, Bjarni Kolbeinsson (d. 1222), som fremragende repræsentanter. De digtede begge formfuldendt efter de gamle regler, men emnevalg og holdning røber påvirkning fra trubadurdigtningen.