Skibsregister, offentligt register, som føres af Søfartsstyrelsen over danske skibe med en bruttotonnage på 20 eller derover. Der er endvidere mulighed for frivillig registrering af skibe med bruttotonnage ned til 5 samt af udenlandsk registrerede skibe, som er lejet uden besætning af dansk reder (bareboatbefragtet). Ved registreringen tildeles skibet kendingsbogstaver, og der udstedes nationalitetsbevis.

For visse erhvervsfartøjer er der mulighed for at vælge registrering i Dansk Internationalt Skibsregister (DIS), der er oprettet ved særlig lov i 1988, idet man samtidig i skattelovgivningen fritog danske søfolk for at betale skat af hyren.

Skibsregistrene indeholder bl.a. oplysninger om skibstype, dimensioner, tonnage og drivkraft samt om ejendomsret, navn, hjemsted, panterettigheder og brugsrettigheder. Registreringen svarer på mange punkter til tinglysningskontorernes registrering af fast ejendom.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig