skattepligt

Skattepligt, udtryk for, hvem eller hvad det offentlige kan rette sit krav på indkomstskat mod. Reglerne om subjektiv skattepligt afgør, hvilken tilknytning en person eller en indkomst skal have til et land, for at landet kan gøre skattekrav gældende.

I Danmark er det for personer afgørende, om vedkommende har bopæl her i landet eller opholder sig her i mere end seks måneder, mens der for selskaber og foreninger mv. navnlig lægges vægt på, om de er indregistreret her i landet eller effektivt ledes herfra. Foreligger en sådan tilknytning, taler man om ubegrænset eller fuld skattepligt, og vedkommende er da normalt skattepligtig af al indkomst, uanset om den hidrører fra Danmark eller udlandet, se dog selskabsbeskatning.

En mere begrænset skattepligt kan forekomme som følge af, at personer og selskaber mv., der ikke er fuldt skattepligtige, har indtægter fra kilder i Danmark, fx overskud fra erhvervsvirksomhed eller fast ejendom. Reglerne om objektiv skattepligt afgrænser de indtægter og udgifter mv., der indgår i opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig