skarveænder

Skarveænder. Foroven otte repræsentanter for havændernes gruppe: 1 toppet skallesluger (han); 2 stor skallesluger (hun og han); 3 kongeedderfugl (han); 4 strømand (han); 5 havlit (han og hun); 6 hvinand (han); 7 sortand (han); 8 fløjlsand (han). De kan alle ses i Danmark undtagen strømanden, der yngler ved elve i Island, Grønland og Nordamerika. Forneden tre ferskvandsdykænder: 9 troldand (han); 11 taffeland (han og hun); 12 rødhovedet and (han), der alle forekommer i Danmark. 10 er hvidhovedet and (Oxyura leucocephala, han), en skarveand fra Sydeuropa, Nordafrika og Vestasien; den er fåtallig og truet af habitatødelæggelse, jagt og hybridisering med den i Europa indførte amerikanske skarveand (O. jamaicensis).

.

Skarveænder, Oxyurini, gruppe af dykkende ferksvandsænder med vid udbredelse, fortrinsvis i tropiske og subtropiske egne. Ligesom hos skarverne er halen lang og stiv.

Slægten Oxyura omfatter seks arter, af hvilke hvidhovedet and (O. leucocephala) findes fra Sydeuropa mod øst til Centralasien; den er nu sjælden med en samlet bestand på under 10.000 fugle. Den europæiske bestand er truet af hybridisering med amerikansk skarveand (O. jamaicensis), der er indført til England og herfra er ved at sprede sig mod syd. Fugle fra den britiske bestand har også gæstet Danmark.

Bisamanden (Biziura lobata) i det sydlige Australien er langt den største af skarveænderne (55-66 cm, op til 3100 g). Til gruppen regnes også den sydamerikanske sorthovedet and (Heteronetta atricapilla), skønt den savner den karakteristiske stive hale; den er redeparasit på forskellige vandfugle.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig