skadestue

.

Rigshospitalet på Blegdamsvej i København. Skilt viser vej til skadestuen.

.
.

Skadestue, akutmodtagelse, behandlingssted på et sygehus, hvor der døgnet rundt ydes behandling og rådgivning til patienter, der kommer direkte til sygehuset efter at være kommet til skade. Også patienter med akut opstået sygdom, som ikke kan få anden lægehjælp, eller som indbringes med ambulance, tages i behandling, hvis sygdommen kræver øjeblikkelig lægebehandling.

Skadestuerne opstod først på de københavnske sygehuse i tilknytning til de daværende kirurgiske poliklinikker. De fleste større sygehuse har skadestuer, der modtager tilsammen ca. 1 mio. patienter om året (2006).

Skadestuefunktion er efterhånden også etableret inden for ikke-kirurgiske specialer, og specielt er der indrettet tilsvarende behandlingssteder på mange psykiatriske afdelinger, således at patienter med akutte psykiatriske problemer kan modtages til behandling hele døgnet. Se også lægevagt og sygehuse - indretning.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig