Skade
Friskfanget dværgskade (Dipturus batis) fra det nordlige Atlanterhav.
Af /iNaturalist.org.
Licens: CC BY NC SA 4.0

Skade er en fællesbetegnelse for to arter af rokker, storskade (Dipturus intermedius) og dværgskade (D. batis), der længe blev anset for at tilhøre samme art. Begge kan bl.a. kendes på den lange, spidse snude. De forveksles ofte med andre rokker og, ikke mindst, med hinanden.

Storskaden er den største rokke i Nordøstatlanten og kan nå en længde på næsten 3 m og en vægt på over 110 kg; dværgskaden bliver knap 1,5 m lang.

De findes i havet på 100-600 m’s dybde langs Vesteuropa. Tidligere var de ret almindelige i danske farvande, men lader i dag til at være forholdsvis sjældne. Føden består af forskellige bunddyr.

Gastronomi

Skade tilberedes som andre rokker. Finnerne (vingerne) og undertiden halen tilberedes som dampet eller stegt og ses af og til også røgede efter tysk skik. Den var tidligere den vigtigste rokke for fiskeriet, men er nu pga. overfiskeri betragtet som en kritisk truet art.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig