Skabelsesordning, teologisk begreb. For Martin Luther var det en hovedsag at udforme et alternativ til den verdensforsagende fromhedstype, han så i klosteridealerne. Derfor påpegede han, at ordninger som stat og ægteskab er guddommeligt forordnet ved skabelsen og således ikke først modtager deres legitimitet gennem Jesus Kristus. Dette syn på de skabte ordninger, lydighed i kald og stand, har siden Reformationen været et luthersk hovedsynspunkt, ud fra hvilket man kan undsige såvel ængstelig verdensfravendthed som bestræbelser på at regere verden kirkeligt.

I 1900-t. er dette standpunkt dog blevet problematiseret, først og fremmest fordi det i Tyskland 1933-45 blev vævet sammen med autoritære tankegange, ifølge hvilke fx statsmagtens beføjelser blev gjort ubegrænsede og uimodsigelige.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig