skødning

Skødning er det juridiske udtryk for ejendomsoverdragelse. I middelalderen foregik køb og anden overdragelse af fast ejendom ved, at sælgeren kastede eller lagde en jordklump fra ejendommen i køberens kappeskøde – deraf navnet skødning. Donationer af gods til kirken foregik gerne over alteret, hvor en jordklump blev placeret.

Andre steder i Europa kendes også til at overdragelse af fast ejendom kunne symboliseres ved, at sælgeren tog muld fra ejendommen op på en kniv, der blev overrakt til køberen. Selv efter at skøder var taget i brug, forekom symbolske overdragelsesformer indtil slutningen af 1600-tallet.

Oprindelig var skødningen en privat handling, hvor de involverede parter selv sørgede for vidner, men efterhånden som tingene fik en større andel i retsudøvelsen, blev det normalt også at foretage skødningen på tinge, og dermed få den tinglyst. Tinglysning af overdragelse af fast ejendom var et krav i Jyske Lov fra 1241. I Eriks Sjællandske Lov fra 1240'erne betød tinglysningen af skødningen, at den nye ejer lettere kunne forsvare sin besiddelse, hvis den blev anfægtet, end hvis skødningen kun var foregået lokalt. I løbet af middelalderen blev tinglysning af skødninger fast kutume.