skælfinnefisk

Skælfinnefisk. Chaetodon lunulatus på koralrev ved Maldiverne.

.

Skælfinnefisk. Koralrev ved Maldiverne med maskevimpelfisk (Heniochus monoceros).

.

Skælfinnefisk, Chaetodontidae, fanefisk, familie af pigfinnefisk. Navnene henviser til, at der er skæl på finnestrålerne, og at ryg- og gatfinnen ofte er faneagtigt forlænget. De findes i tropiske dele af alle oceaner og er meget almindelige på koralrev.

De egentlige skælfinnefisk omfatter 115 arter, der sjældent bliver mere end 20 cm, mens engelfiskene, der oftest placeres i deres egen familie, Pomacanthidae, består af 75 arter, af hvilke de største bliver ca. 40 cm. Kroppen er høj og sammentrykt. Munden er lille og velegnet til fangst af smådyr. Nogle har en forlænget snude, fx pincetfisken eller langsnudet skælfinnefisk, Chelmon rostratus, der kan finde føde inde i sprækker i koralrevet. Slægten Chaetodon er langt den største med 90 arter. En anden slægt, vimpelfisk, Heniochus, kendes fra Det Indiske Ocean og det vestlige Stillehav. Mange er populære akvariefisk.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig