skældyr

Skældyr s krop er dækket af taglagte hornskæl, der beskytter mod bl.a. bid. Skællene ændrer form, efterhånden som de slides, og de kan rejses og sænkes som hårene hos pelsdyr. Her ses et eksemplar af den afrikanske art Manis temminckii.

.

Skældyr, pangoliner, Pholidota, pattedyrorden med otte arter i tre slægter. Skældyrene blev tidligere pga. morfologiske ligheder med bl.a. myreslugere og bæltedyr henført til gumlerne (Xenarthra). Lighederne skyldes dog snarere tilpasning til samme levevis end genetisk slægtskab. Skældyr er udbredt med fire arter syd for Sahara i Afrika og fire arter i Syd- og SØ-Asien fra Kina og Vietnam i øst til Indien i vest.

Skældyr har en aflang krop med lang hale. De varierer i størrelse fra 30 cm i kropslængde, en halelængde på 28 cm og en vægt på 2,5 kg (langhalet skældyr, Phataginus tetradactyla) til en kropslængde på 88 cm, en hale af tilsvarende længde og en vægt på 33 kg (kæmpeskældyr, Smutsia gigantea). Hovedet er smalt med et forlænget snudeparti, benene korte. For- og bagben har fem kraftige kløer, der bl.a. bruges til at grave og åbne termitboer med. Overside og sider af krop, hale og hoved er dækket af taglagte hornskæl, som vokser ud fra huden i lighed med hår og jævnligt udskiftes. Hos de asiatiske arter er der ved basis af kropsskællene tre-fire hår. Skældyr er i lighed med myreslugere tandløse, men er udstyret med en lang, klæbrig tunge til at fange myrer og termitter med. Kæmpeskældyret har et maverumfang på 2 l og kan fortære op til 200.000 myrer eller termitter i døgnet.

Skældyr findes såvel i skov som på åbent land. To af de afrikanske arter er trælevende, mens de resterende fortrinsvis lever på jorden. Alle arter af skældyr klatrer dog glimrende, og de trælevende har udviklet en snohale, som de benytter til at holde sig fast med under klatringen.

De trælevende arter hviler i grenkløfter o.l., mens de jordlevende hviler i huler under jorden. Skældyrenes huler kan være meget dybe og lægges ofte i tilslutning til termitboer. Ud over en lang gang består hulen af et hvilerum på op til 2 m i diameter, og indgangen lukkes ofte med ekskrementer. Bliver skældyr angrebet, ruller de sig sammen til en fast kugle, så de kraftige skæl beskytter dem mod bid; de kan dog også forsvare sig med den kraftige hale.

Skældyr lever alene eller i par. De afmærker deres faste stier i terrænet med ekskrementer og afsætter duftspor i træerne vha. urin og særlige duftstoffer fra en duftkirtel omkring endetarmsåbningen. Hunnerne går drægtige i 2-41/2 måned og føder normalt en enkelt unge. De asiatiske arter kan dog føde op til tre unger ad gangen. Ungerne fødes i den underjordiske hule eller i et hult træ og rider det første stykke tid på moderens hale, når hun bevæger sig uden for hulen. Skælbeklædningen er fuldt udviklet allerede fra fødslen, men hærdes først efter et par dage.

Overalt i udbredelsesområdet er skældyr et eftertragtet jagtobjekt. Kødet er en yndet spise, og skællene bruges især i Østen som naturmedicin. Pangolinskæl sælges bl.a. mod hudlidelser og feber, og i Afrika indgår skællene i forskellige stammeritualer. Pga. den udbredte jagt og brugen af pesticider er skældyrene gået kraftigt tilbage, og alle arter regnes i dag for truede.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig