Sjækkel, (af eng. schackle 'lænke', egl. samme ord som da. skagle 'trækrem', af germ. *skakula- med grundbet. 'lille kæde'), samleled, der bruges til at forene to stykker kæde, tovværk eller wire eller fastgøre dem til en øjebolt. Sjæklen består af et U-formet jern med hul i enderne; den lukkes med en bolt, der føres gennem det ene hul og skrues fast i det andet. Til ankerkæder bruges specielle sjækler, der kan passere ankerspillet.