situation

Situation, begreb i eksistensfilosofi og moderne etik. I eksistensfilosofi betegner begrebet situation det forhold, at mennesket altid befinder sig i enestående omstændigheder, som det ikke selv har bragt sig i (fakticitet).

Faktaboks

etymologi:
Ordet situation er afledning af senlatin situatus 'anbragt', af latin situs 'beliggenhed'.

Begrebet har dog også en positiv betydning, idet situationen antages at besidde en åbenhed eller frihed; den rummer forskellige handlingsmuligheder og danner grundlag for, at man kan vælge kvalificeret imellem disse.

Martin Heidegger skelner således mellem situationen, forstået som de vilkår, det "egentlige" menneske accepterer og forholder sig aktivt til, og de tilfælde, "ydre" omstændigheder, der opfattes som fremmede og meningsløse.

I etikken har tilhængerne af den såkaldte situationsetik (bl.a. Adam Smith og K.E. Løgstrup) gjort gældende, at handlinger ikke kan begrundes eller retfærdiggøres ud fra almene principper, fordi de udføres i situationer, der er enestående og derfor usammenlignelige.

Grundlaget for handlingerne må derfor være situationen selv, sådan som den opleves af den handlende, evt. suppleret med et kategorisk imperativ eller, som hos Smith, et udvalg af etiske tommelfingerregler.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig